Slægtsforskning fra Rakker Databasen

Sensitive:0 1826.09.13. Barnedåb Rind - Herning sognes kirkebog 1815-1827. LAN C 517 A - 2 Fødte Mandkjøn. No.:1826 - 11 Barnets fødselsdato:d. 13. Sept. 1826 Barnets navn:Mads Christian. Daabens datum, hjemme eller i kirken:Hjemmedøbt 13. Sept. Publiceret i Kirken d. 15. October. Forældrenes Navne, Stand og Bopæl:Indsidder Christen Jørgensen og Hustru Ingeborg Christensdatter af Rind Fattighuus. Faddernes Navne Stand og Opholdssted:Jomfru Bruun fra Rind Prstegrd., Grd. Laust Kristensen fra Nørreveien, Ungk. Jacob Kristensen i Lind, Niels [Riiskjærs] Hustrue i Feierskovhuse og Pigen Lene Truelsd. af Lind Anm.:- - -

Sensitive:0 Se fødselsnotatet

Sensitive:0 Se fødselsnotatet

Sensitive:0 , 1841.04.18 Konfirmation Rind sogns kirkebog 1827-1843 LAN C 517 A - 03. Konfirmerede. Drenge. Nedenstående 10 Børn bleve af Sognepræsten (Tang) confirmerede i Herning Kirke d. 18. April 1841 No.:1841 - 8 Konfirmandens navn:Mads Christian Christensen, hjemme hos Forældrene i Lind Bye. Confirmandens Forældre, Husbonde eller PlejeforældreSkorstensfeier og Fattiglem Christen Jørgensen og Kone Ingeborg Christensdatter (Begge af Natmandsfolkene) i Fattighuset i Lind Bye. Confirmandens alder:født d. 13de, døbtd. 14de September, Daaben publiceret d. 15. October i Aaret 1826. Vidnesbyrd om Kundskab og Opførsel:g? g Vaccineret:1831, d. 22de October af Gunst. Anm.:- - -

Sensitive:0 1843.06.05. Fadderskab. Rind sogns kirkebog 1827-1843 LAN C 517 A - 3 Fødte Qvindekøn No.:1843 - 1 Barnets fødselsdato:d. 28. Maij Barnets Navn:Anne Kirstine Christensen Dåbens Datum, hjemme eller i kirken:d. 5te Juni i Kirken Forældrenes Navne, Stand og Bopæl:Glarmester Christen Caspersen og Kone Else Sophie Pedersdatter i Lind. Begge af Natmandsslægten. Faddernes Navne Stand og Opholdssted:Pige Mette Claudiane Christensdatter, Ungkarl Casper Christensen, Ungkarl Mads Christian Christensen og Pige Christine Christensdatter, alle af Lind. .. Anm.:- - -

Sensitive:0 1851.08.19 Afsoning Udskrift af Bog over Fangerne 1798-1865 LAF Odense Tugthus' arkiv 19. Aug. 1851 Fm. 3009 Mads Christian Christensen af Rind Fattighuus, Ringkjøbing Amt (24 Aar, Smed, ugivt, har ingen Børn) er for Tyveri efter Sunds-Gudme Extraretsdom af 7de August 1851 indsat i Forbedringshuset paa 4 Aar. Løsladt 19. Aug. 1855

Sensitive:0 Se afsoningsnotatet

Sensitive:0 Mads Kat og Snøwl-Krestjanne H. P. Hansen: Natmandsfolk og Kjæltringer Bind II, side 193-ff. Kræ Tænd og Ingeborg Mæsters yngste søn, Mads Christian Christensen blev født i Rind den 13. sept. 1826. Mads havde også arvet sit folks slette egenskaber og udtrykket "en rywkjæltring" passede udmærket på ham. Som dreng får han det skudsmål, at han var doven, og det var en skavank, der fulgte ham livet igennem. Han kom tidligt på omgang i Sognet, var da 1 eller 2 uger hvert sted. Sommetider prøvede man at få en fast plads til ham, men Mads havde en alt for urolig natur til, at han kunne finde sig i at være ret længe på samme sted. I 15-års alderen tjente han Grev Platen i Fjederholt i Rind som hyrde, og da kom han tit sammen med Jens Chr. Dinesen. Denne har fortalt mig, at Mads var grueligt doven, men ellers var han flink nok. En dag havde Jens Chr. plukket en kurvfuls krøsbør. Mads ville gerne have nogle bær, men han gad dog ikke selv plukke dem. Så tilbød han at ville bytte med en af sine blnke knapper og en håndfuld bær. Handelen kom i stand. Mads snittede en knap af sin grå trøje, tog en nævefuld bær, lagde sig ned og åd dem. Da de var fortærede, var Mads imidlertid lige hægen efter de røde bær, hvorfor han ofrede yderliger to knapper. I 1842 og 1843 havde han plads på Donneruplund ved Give, men i maj sidste år kom han hjem til Rind, og præsten bemærker i tilgangslisten "har opført sig slet (Løgn, Fraværelse fra sin Tjeneste 10 Dage)". Nu strejfer han om, bliver arresteret og den 14. okt. 1843 idømt 15 slag rotting for løsgængeri ved Hammerum herreds politiret. Han kommer ud i december, bliver indtinget hos Chr. Mørup i Rind og afgår så i april til Karstoft, hvorfra han atter vender hjem i december og får plads hos Carstens i Fjederholt, Rind sogn. I 1846 afgår han atter til Skarrild, og da bemærkes det på afgangslisten, at han ikke har et godt skudsmål Næste år bliver Mads soldat. Han lærte i Ålborg ved 8. batl. 1. comp. Den 93 åroge Jens Olesen i Rimmerhus, Vorgod sogn, har fortalt mig, at Mads oprindeligt fik tilnavnet "Fattighus" - det var på den tid sædvane, at soldaterne fik navn efter deres hjemsted, og Mads må vel have opgivet Rind fattighus. Men så en dag sagde kaptajn Holm til Mads -"Fremtidig skal du hedde "Rind", for vi vil intet "Fattighus" have her!" Mads deltog i treårskrigen og var bl. andre steder med i slaget ved Bov, og der kom han forbi en såret tysker, der hed Carstens, som et par år før havde ejet Fjederholt i Rind - hans fader var etatsråd Carstens i Rendsborg. Da Mads fik øje på Carstens, pegte han paa denne og sagde: -"Der ligger min husbond!" - Nogen eksemplarisk soldat var Mads ikke. Han gjorde sig skyldig i bedrageligt forhold, rømning og modsættelse, hvorfor han ved krigsretsdom af 12. juli 1850 blev nedsat til de meniges 2. klasse og fik 100 slag rotting i 2 dage samt 4x5 dages strængt fængsel på vand og brød., og en anden gang fik han ved samme batl. 25 slag rotting for uordentligt forhold med andres ejendom. Veteran Hans Chr. Madsen, forhen landpost i Rind, fortalte mig, at da han var soldat i København blev han sammen med 3 andre soldater beordret til ar overvære en fanges afstraffelse i fangetårn nr. 2. Afklædt og med skjorten fæstet op blev staklen hejset op i armene på en pæl og fik nu af en sergent (?) et betydeligt antal slag af den såkaldte "kat", d. v. s. 12 lædersnore med 3 knuder på hver, der var fæstet til et kort skaft. Fangen blev frygtelig mishandlet og våndede sig, så det uhyggelige optrin står i oldingens bevidsthed, som var det nylig hændt. Senere hørte han, at fangen var Mads Kat. Det var dog ikke blot lige i tiden, at Mads måtte bøde hårdt for sine forseelser som soldat, thi da der mange år efter blev bevilget understøttelse til veteranerne, og sognerådet i Rind skulle indsende oplysninger, kunne det jo ikke skjules, at Mads i sin ungdom havde forspildt chancerne for at komme i betragtning. Man spurgte ham, om han ikke var straffet i tjenesten. Jo, men det var nærmest en ubetydelighed, mente Mads, som der ingen grund var til at mindes nu. Han havde son andre soldater haft en madkærest, og hun var noget langfingret, stjal en silkevest til ham, hvad han kom til at lide for. Det var nok det hele. Tiden læger alle sår - ellers - men her kunne tiden dog ikke skule Mads's misgerninger. På hjemvejen fra afmønstringen i København gjorde Mads ophold på Fyn og da stjal han fra en husmand i Gjerslev et par benklæder, en vest og 50 rigsdaler samt nogle beklædningsdele fra en husmand på Ollerup marm og muligt også 9-10 daler fra en daglejer i Odense. Da Mads bliver arresteret i anledning af disse tyverier, vil han naturligvis helst, at han ikke hedder Mads, og derfor opgiver han i Sunds-Gudme ret, at han er dragon Niels Pedersen Thorstad. Det varede dog ikke længe, inden han gik til bekendelse og den 7. aug. 1851 faldet dommen: "Tiltalte arrestant Mads Christian Christensen, Rind fattighus, bør at hensættes i forbedringshusarbejde i Odens tugt- og forbedringshus i 4 år. - " Da Mads Kat slap ud i august 1855, blev han hjemsendt til Rind, hvor han fik tilhold om at søge fast erhverv og ikke forlade sognet uden tilladelse. Men Mads vidste, det ikke altid går så hårdt til som præsten prædiker, og gjorde derfor udflugter, under hvilke han gjorde sig skyldig i både tyveri og bedrageri. I Åstedbro Kro købte han af en dreng Andreas Clemmensen fra Ejstrup et sølvlommerur, en kasket og en opstanderpibe for 8 rdl.Han udgav sig for en kendt mands søn i Brande og fik på den måde 8 dages kredit. Kort efter solgte han atter sagerne, men drengen fik ingen penge. En dag gik Mads ind i et hus i Vrads, for at få sin Pibe tændt, men da der ingen var hjemme, tog han et par støvler, et kasteklæde [d. v. s. et stort tørklæde eller sjal] og et andet klæde samt en pibe. Piben gav Mads atter bort i en gård, hvor han overnattede efter tyveriet. Dernæst købte han en vadmels frakke af Hans Peder Pedersen fra Riis for 7 rdl. Pengene skulle Mads betale dagen efter. Næste dag ville han sælge frakken på Donneruplund, men der fattede man mistanke til ham. Frakkehandelen gik ved den lejlighed tilbage og Mads måtte give 2 mark og 8 skilling i omskifte. I Brande var mads inde hos Chr. Møllers i Flø, kaldte sig Peder Nielsen, avlskarl på Donneruplund, og udsendt for af fæste folk. Han lånte der en spanskrørsstok og en pibe, som han skulle tilbagelevere næste søndag, men stokken solgte han og piben gav han bort. Dernæst købte han af skomager Niels Christen i Brande et par sko for 1 rdl. at betale næste søndag,hvilket selvfølgelig ikke skete. For disse forseelser bliver han arresteret og dømt ved Hammerum herreds ret den 31. maj 1856 til 6 års tugthus. - Straffen blev dog nedsat til 3 år. I november 1859 kommer Mads ud og bliver henvist til Rind fattigvæsen, får foreløbig 1 rdl og skal, når han næste gang melder sig, atter på omgang. Men allerede i januar 1860 har man vrøvl med ham i den anledning. "Da Mads Chr. Christensen, som er på omgang, ikke finder sig tilfreds på den måde, og vel også er tilfældet, der ikke er mange, som er tilfreds med ham, så vedtoges, at man skulle forhøre sig i Herning sogn, ligesom hans tjeneste tilbydes i Rind, om der ikke skulle være en mand, der vil tage imod ham", hedder det i sognerådet forhandlingsprotokol. - Der skulle så forhandles med Niels Kjær på Gullestrup Mark, der efter Mads's udsagn nok ikke var uvillig til at tage ham. Men et par måneder efter kommer Mads i helt andre tanker. Han, der nu er en velvoksen karl på 33 år, søger forstanderskabets tilladelse til at gifte sig med et fruentimmer Christiane Jensdatter fra Henborg i Salling. Forinden forstanderskabet gav sit samtykke til ægteskabet, krævede man imidlertid papirer for, at Christianes alder, som angivet af Mads, var omkring 50 år, at hendes barn var voksent og at hendes eventuelle understøttelse kunne blive tilbagebetalt Hem kommune. Dertil kom, at Mads havde været Rind-Herning en ret dyr søn og at hans gæld først måtte afvikles. Nu viste det sig, at Christiane i stedet for 50 kun var 39 år. Hensigten helliger midlet. Men da hun ikke alene ikke alene ingen gæld stod i til sin kommune, men endog var i stand til at indløse Mads med 11 blanke specier, gav forstanderskabet sit samtukke til ægteskabet. - Når Christiane siden fortalte om, hvorledes hun havde betalt 11 specier for Mads, føjede hun gerne og meget træffende til: -"Det wa såmænd åsse åldt de, han wa wa'r!", eller også sagde hun til Mads: -"No æ dæ et jæn, dæ vil gi fi'r skjælling få æ huj' å den katsnu'r!" Christiane var gruelig snøvl, hvorfor hun altid gik under navnet "Snøwl Krestjanne". Pudsigt var det, når Mads og Christiane kom op at skændes, for da råbte Mads: -"Grisy'w - grisy'w!" en hentydning til Christianes små øjne, medens hun kvitterede med at råbe: "Kat - Kat - Kat!" - Allermorsomst var det dog, når hun råbte "Snøwlpand'!" til Mads - et tilråb, der ville have passet bedre på hende. Christiane bar også tilnavnet Godt. Hvorfra ved jeg ikke, men det var ret almindelig snak, at hun var i familie med Godt på Højris i Ikast, og Mads Kat søgte undertiden at forøge sin anseelse, der jo ikke var særlig stor i forvejen, ved at fortælle om Christianes adelige herkomst og udstødelse af familien fordi hun snøvlede. Hem sogns kirkebog og de justitsprotokoller, hvoraf jeg har søgt oplysninger om Christianes oprindelse og tidlige færd, bekræfter dog ikke Mads Kats smukke historie. Den 24. maj kom Jens Andersen og hustru Ane Cathrine Pedersdatter på deres omvandring til Hem by i Salling, hvor de om natten fik husly hos Chr. Vestergård. Næste Morgen den 25. fødte konen et pigebarn, der blev døbt Christiane. - Om faderen har præsten noteret følgende: Jens Andersen havde afskedspas fra krigstjenesten af 23. marts 1790, ægteskabsbrev fra provst Høyland i Engberg af 2. okt. 1804, havde siden skudsmål fra hr. Hiort i Frøslef, fra provst Morel i Tødsø og hr. mMeldal i Almind, sidste af 18. maj. Og det bemærkes samtidig, at manden også var kendt her i egnen, da han sidste vinter tjente hos Stephan Olsen i Dølby. Christiane blev henvist til fattigvæsenet og opholdt sig mest i Hem fattighus. Men så fik hun dog plads hos en købmand Bekmann i Skive, hvis pige var død af tyfus. Efter udstået tjeneste lejede hun sig ind i Skive og ernærede sig dels ved at spinde for folk og dels ved at gå i dagleje på landet i høslet. Medens hun tjente hos købmanden, blev hun kendt med en gørtlersvend, Johan Frederik Ertmann, hos gørtler Hasland. De blev også forlovede og ville have haft bryllup i Hem, hvilket fattigvæsenet sikkert ville have bekostet - NB! efter Christianes forklaring i politiretten i Ringkøbing d. 9. okt. 1833. Planen strandede imidlertid på, at Ertmann var fordringsfuld, han forlangte en seng af fattigvæsenet, og så meget ville man ikke ofre på Christianes udstyr. I august tog parret fra Skive til Middelfart, for at hans moder dér kunne holde deres bryllup, men hun havde ingen penge og der blev ikke holdt bryllup. Nogle dage senere drog de atter tilbage til Jylland gennem Kolding ad landevejen over Varde, Blaksmark, Uglbjerg kro og til Røgind i Velling sogn, hvortil de ankom sidst i September. De fik ophold hos en Anders Chr. Jespersen, og Ertmann fik en ansøgning skrevet til amtmanden i Ringkøbing om at måtte arbejde på landet som blikkenslager. Efter at have fået afslag på ansøgningen ville de have rejst til Skive, men de blev uheldigvis anholdte i Ringkøbing. Ertmanns forklaring afviger en del fra Christianes. Han kendte ikke til, at Hem fattigvæsen havde tænkt på at gøre parrets bryllup, og ligesålidt havde han hørt om Christianes brudeseng. Endelig var han rejst til Middelfart for at besøge sin familie, og ikke for at holde bryllup. Christiane blev for sin forseelse for første gang begaaet løsgængeri idømt 2x5 dages vand og brød ved Ringkøbing købstads politiret den 10. nov. 1832. I marts 1836 blev hun efter at være tiltalt ved Holstebro sammen med Peder Christoffersen Skjerk og Lars Skjørbæk, der begge blev dømt til slaveri, ved højesteretsdom af 11. marts 1836 idømt 8 måneders forberingshus for 2. gang begået løsgængeri og 1. gang hæleri. Ve juletid samme år slap hun ud af Viborghus og blev hjemsendt til Hem, hvor hun kom på omgang i sognet. "Men dette faldt hende så trykkende formedelst den foragt og uvilie, hvormed man begegnede hende, at hun ikke kunne udholde denne tilstand", og så stak hun af 4-5 uger før hun blev anholdt den 13. juni 1837 af sognefogden i Skjern, Middelsom herred sammen med Roland Chr. Hansen, Peder Pedersen Højslev og Zidel Marie Henriksdatter. Christiane fortæller, at hun en kort tid opholdt sig hos Grdmd. Niels Chr. Bønning i Dølby. Manden ville godt have taget hende i sin tjeneste, men opgav det fordi hun var så dårlig klædt og hun ikke så sig i stand til at få denne mangel afhjulpen. Da kom hendes befrier i form af Roland. Han "tilbød hende parti med sig på omvandring i landet og modtog hun dette tilbud", trods hun ikke havde set sin ledsager før. Christiane fortæller videre, at hun har født 3 uægte børn ved 2 fædre. De to ældste er døde, og det yngste, en dreng på 2 år er født under hendes arrestation i Holstebro og opfostret af fattigvæsenet i Hem. Hendes signalement lyder: "Middelmådig Væxt, blå Øjne, lige Næse, glat Ansigt. Påklædning: rødstribet Livstykke og Skjørt, grøn ulden Undertrøje og Ærmer, blåtavlet Halstørklæde, mørk Hvergarns-Forklæde, et rødt Bomulds-Klæde og et blommet do. paa Hovedet, sorte Strømper og Træsko. Men foruden de pjalter hun går i, ejer hun en brun Hvergarns-Kjole, et stribet Skjørt og en Trøje, der er syet sammen som Kjole, et Stykke Underlinned, et Forklæde og 4 Tørklæder, hvilke genstande er opbevarede hos Stine Josephsdatter i Jebjerg Fattighus". Ved et senere Forhør er de nævnte beklædnings- genstande bragt til veje, og hun forklarer da, at hendes klæder, med undtagelse af den nye Kjole til højtidsbrug "røbede Fattigdom og Usselhed, som måtte forøge den Ringeagt, man desuden var alt for tilbøjelig til at vise hende, og som endda medførte, at det ikke blev hende tilladt at gå tilbords med husets øvrige Folk, hvorimod hun måtte nyde sin Portion i en Krog for sig selv etc". - - - - [ Her er udeladt nogle biografiske oplysninger vedr. Roland Chr. Hansen, Sidsel Marie Henriksdatter og Peder Pedersen-Højslev. Se evt. under disse personer ]. - - - - Vi må nu forlade de øvrige og vende tilbage til Christiane. Hun fik ved sidstnævnte lejlighed, den 20. juli 1837, 1 års forbedringshus for 3 gange begået løsgængeri. I 1841 fik hun i følge kongelig rescript af 13. april s. å. 7 dages fængsel på vand og brød for qvalificeret lejermål, og ved Salling herreders erkstraret blev hun den 25. okt. idømt 6 x 5 dages vand og brød for hæleri. Hendes kæreste vatr nu en snedkersvend Jens Jensen Varmann, der ikke tidligere havde været i konflikt med lovene, men som nu fik 5 dages vand og brød for hæleri. Der var d. 2. august s. å. blevet frastjålet husmand Mads Peder Bonne i Harre 6 sølvtheskeer, og natten mellem den 5. og 6. august var der stjålet 24 alen hørlærred på blegen ved Vium Mølle og 10 alen lærred af hør og tvist, der tilhørte Møller Revsgaard, samt 3 lagener, som tilhørte hans tjenestepige. Nu bekendte Christiane Jensdatter, at hun den 8. august "afkøbte en ung hende ubekendt Person for 2 Rbd. 5 Mark 12 Sk.. 3 Lagener" og at omtalte person ved sin bortgang efterlod sig en del lærred og 6 sølvtheskeer, hvilke varer viste sig at være dem, der var stjålet kort før. I Domspræmisserne hedder det: "Uagtet Arrestantinden navnlig ved at høre, at der nylig var begået Tyveri af 6 Sølvtheskeer, fattede Mistanke om, at de hos hende beroende Skeer, såvel som Linnedet, kunde være ulovligt erhvervet har hun dog disponeret herover, idet hun har ladet en del af lærredet tilskære og sye, ligesom hun har tilstedet Varmann.for at sælge eller gemme dem, og hun må således antages ved dette Forhold at have gjort sig skyldig i Hæleri". - Et par gange var hun tiltalt for Tyveri. Ved Viborg overretsdom den 14. dec. 1846 og do. den 3. sept. 1859 frifunden for Actors tiltale. Så lykkedes det hende som nævnt at blive gift med Niels Kat i 1860. I foråret 1863 var Mads og Christiane samt en del andre kjæltringer taget til marked i Holstebro, Mads fik ved denne lejlighed på en nem måde fat på en pose uld, d. v. s. han tog den i Jens Jensens Vogn fra Helstrup. Nu var Mads god af sig, når han havde overflod, og derfor gav han Kjælle Caspers maj' Mette Kirstine Mortensen 1-1 pd., Inger marie "Glistrup" 3/4 pd. o. s. v. Men denne historie kostede ham nogle måneders frihed, og Christiane slap heller ikke. Hun blev ved Hammerum herreds ret den 14. sept. for 3 gange begået hæleri dømt til at tilbringe 2 Aar i Viborghus, men hendes straf blev dog ved overretten nedsat til 5x6 dages vand og brød. Den første sommer havde parret indtinget sig hos en af deres egne folk, Anders Bjødstrup, på Mørup Mark i Rind sogn, men allerede i oktober samme år henvendte de sig til forstanderskabet for at få anvist en lejlighed for den kommende vinter - foreløbig. Man svarede, at da han som ung stærk Mand, der selv kan forsørge sig og sine, samt at, da der var oprettet en skriftlig kontrakt mellem ham og Anders Bjødstrup, så måtte han holde sig dertil. Samme år forlanger mads td. rug tuil jul, men forstanderskabet er hårdhjertet og svarer: "da han og Kone er raske og unge folk, som paa,å en sømmelig Maade ansees for at kunne ernære sig" kan hans begæring ikke opfyldes. Anderledes stiller man sig, da Mads i 1863 kommer i konflikt med loven og bliver arresteret. Christiane henvender sig i februar til forstanderskabet om hjælp og opnår, at dette kautionerer for huslejen. Mens Mads sidder fast, tænker han naturligvis på sin ægtehalvdet, bliver bekymret for hendes skæbne og sender forstanderskabet en skrivelse af 5. marts 1863, hvori han beder om understøttelse, huslejehjælp og noget til fødemidler til konen. Man svarer, at der er kautioneret for huslejen, men hvad hjælp til føden angik, da mente man ikke, det var nødvendigt, "da hun egentlig er den, der har forsørget dem begge, og derfor nu lettere ville kunne forsørge sig selv", bemærker man lakonisk. Da Mads og Christiane var løsladte, henvendte de sig den 2. marts 1864 til kommunen om hjælp. De boede hos Povl Salling ved Brændgaard, da Mads blev arresteret, men da Povl havde fået 3 rdl tilgode "for husleje", der var ydet konen i nogen tid, efter at Mads ver arresteret og før hun blev det, ville Povl ikke udlevere deres bohave. -Nu fik de anvist det nødvendigste foruden 4 mk og 2 skp. rug, der alt var dem tilstået. I sommeren 1866 får de et brød og pd. smør ugentlig, og i februar 1867 ønsker Mads at få bygget til Søren Engelbreths hus, hvorpå han får afslag, men næste år får de lov til at blive boende i Sørens hus og Søren bliver da flyttet hen i fattighuset, men en anden kjæltring Ane Sophie skal samtidig hen til Mads og Christiane. Det synes som parret har fundet særlig behag i dette hus, thi i Juli s. å. stille Mads hos forstanderskabet og vil leje eller købe stedet. Han vil give 5 rdl i leje til maj 1869 eller en købesum af 20 rdl for huset og fæsterettigheden. Foreløbig får Mads lov til at blive boende, men da fattiggården bliver bygget dette år, må Mads flytte derind. En Tid boede Mads og Christiane hos Mikkel Ørskov på Skjoldborg Mark i Rind. Mikkel var ellers af god familie, men han var en slet person og især ond ved sine børn. Det hændte, at han satte børnene over sodstangen i den åbne skorsten og tændte ild under dem, og til andre tider slog han et reb om livet på den og hejsede dem ned i brønden. - Mikkel og Mads kunne naturligvis ikke forliges, hvad der var så meget mere uheldigt, som de havde fælles indgang. Men så en dag, det atter havde været galt, slæbte Mads en stor Dragkiste for Mikkels Stuedør, så denne måtte bryde hul i muren og siden sætte en dør ind for at komme til sin lejlighed. Andre folk syntes, det var godt gjort, "for æ kat hår jawet æ røw u'r." Sidst i 80'erne boede Mads og Christiane i fjerhandler Jensens hus over for Herning Spindefabrik, hvor jeg som dreng besøgte ham. Det var madam "Brown", det var galt med, og da så jeg for første gang, hvorledes det gik til at lodde. Bolten varmede Mads i deres Kakkelovn, Mads lavede en del bliktøj: kaffekander, tragte, potter, vandøser o. s. v., som parret gik rundt og solgte.. Han bar bliktøjet i en pose med en rem over skulderen, men når han førte meget bliktøj med sig, havde han gerne et bundt i hånden eller over armen. Christiane og en lille hund var hans trofaste følgesvende. - hun bjærgede sig gerne lidt tilmad eller "tow" til fælles bedste. Mads tiggede også undertiden, og da var han endnu mere "skre" end ellers. En dag han var inde for at tigge hos en ny konen i Lind, var han så lavmælet, at hun knap kunne høre ham - han kunne ikke tåle at snakke højt, da han havde "æ tærindsygen", sagde han. Men siden kunne han godt snakke, så man kunne høre ham. Jo, Mads var en "skre kåel". i øvrigt var han en lille klein Mand med et "skawn", spidst ovalt ansigt og lidt hældhovedet. Af et signalement fra 1868 fremgår det at han havde blondt hår og blå øjne. Når undtages, at han var "sjønsk", d. v. s. at at han kunne om natten se en del, almindelige mennesker ikke kunne . det påstod han da - så havde han næppe fremragende egenskaber. Christiane mente sig i besiddelse af evne til at se ind i andre folks fremtid - NB! mod en passende betaling og en god tår kaffe. En dag var frk Gram fra Herningsholm og enden frk. samt Jette Skak inde hos Christiane for at blive spået. Mads blev straks jaget ud, og så blev der trukket for vinduet. Skønt spåkonen helst ville behandle sine kunder enkeltvis og i enrum, fik de tre lov at være inde samtidig. i de år, Mads Kat og Christiane boede i Herning, fik de som tidligere forskellige små understøttelser, men klarede sig dog nogenlunde selv. Men så blev Christiane simpel - de måtte atter ud på Rind fattiggård, og her døde hun den 16. okt. 1893, 88 år gammel. Ægteskabet var barnløst. Da dødsbudskabet var sendt ud til sognerådet, mødte dets medlemmer in pleno på fattiggården. Det var dog ikke just for at kondolere, men sagen var, at man antog, Christiane havde samlet sig en del penge. Parret havde ikke formuefællesskab, og hun vågede nøje over, at Mads ikke rørte hendes kapital. - Da rådet nu henvendte sig til enkemanden med forespørgsel om, hvor den afdødes penge var, kom han beredvillig med hendes pung, der dog kun indeholdt ca. 7 kr. Dette resultat ville sognerådet ikke tage gyldigt, de hævdede, at hun måtte have haft mange flere penge - ja, det kendte enkemanden ikke det mindste til. - Da det viste sig umuligt at få noget at vide af Mads med hensyn til Christianes skat, sprættede man alt hendes tøj op, men pengene fandt man dog ikke. Så tog man atter fat på Mads. Han kom i forhør oppe i storstuen, og her bekendte han, at han havde gemt 4 sedler ude i loen i et neg. Penfgene kom frem, og man traf derefter den aftale med Mads, at han alligevel skulle være Christianes universalarving, men kapitalen skulle indsættes i Hammerum Herreds Spare og Lånekasse, og så skulle Mads have bogen. I sammenligning med sine standsfæller var Mads pludselig bleven kapitalist, og der er vel ingen tvivl om, at den brune bog ofte blev halet frem og studeret og således i nogen måde hjalp til at dulme enkemandens sorg. Men det varede ikke længe inden han kom i tanker om, at kapitalen i og for sig var ret værdiløs for ham, så længe den stod i sparekassen, og så en skønne dag stillede han med sin bog i Herning - han manglede nogle penge. Her mødte der ham imidlertid den højst ubehagelig overraskelse, at han ille kunne hæve penge uden særlig tilladelse fra sognerådet. Det kan nok være, at Mads var gal, da han stillede hos et af sognerådsmedlemmerne for at klage over sin umyndiggørelse, men det varede forresten ikke længe, inden han fik pengene pillet ud og sat til. Efter konens død flyttede han atter til Herning, hvor han fik et loftsværelse i nærheden af spindfabrikken. På den tid kom An Mari Grønning ud af tugthuset. En vinterdag 1897 traf Jette Skak inde hos Karen Damgaard en ældre kvinde iført en lys bomuldsdragt og med en stor kurv på armen. Det var den benådede tugthusfange. Hun var inde for at betale Karen 4 kr., som hun havde lånt, før hun blev sat fast, og så for at spørge efter gamle bekendte. Nu var Mads jo enkemand - An Mari havde nogle skillinger, var også enligt stillet, og derfor slog de to sig foreløbig sammen. Men da hverken Mads's eller An Mari's natur var særlig blid, varede idyllen kun kort. Hun ville slå Mads, og så flyttede han atter hjem til Rind, medens hun tog ophold hos et elendigt subjekt, der kaldtes Søren Hampen. Mads Kat døde på Herning sygehus den 29. november 1902, 76 år, men blev begravet i Rind. Skønt både faderen og dennes broder Niels var kendt under øgenavnet Kat, var det ikke nogen arv for Mads's vedkommende. Han var i skolen slem til at bruge sine lange negle som våben, og som straf måtte han resten af sit lange liv bære nævnte kendingsnavn. Det blev, son vi har hørt, ikke den eneste straf han fik, men vel nok den, der i længden generede ham mest. Jeg husker fra min drengetid, hvorledes han kraftigt pointerede, at han hed Mads Christian Christensen. Da en skriver på herredskontoret en gang på en stævning havde skrevet "Mads Kat" kunne Mads ingen hensyn tage til stævningen - sådan hed han ikke. Der blev skrevet en ny med Mads fulde navn, men også med tilføjelsen "også kaldet Kat", og denne gang turde Mads ikke udeblive. En gang ved et sognerådsmøde i Rind kom Mads listende ind. Pæ Skuel siger da: -"Nå du kommer på kattefjed, Mads!" Men meds blev snurre og svarede: -"Det vil a sæ'j de Pæjer, a er føj som en mennesk o et som en kat, Pæjer!" Ligeså harmfuld han kunne blive, når nogen lod sig forstå med, at han blev regnet til samfundets udskud, ligeså glad kunne han blive, når en gårdmand viste ham den ære at nyde en "swåt" eller en anden genstand i hans selskab. En markedsdag traf en gårdmand fra Herning landsogn Mads i et drikketelt. De hilste på hinanden, og gårdmanden gav en genstand. Mads takkede hjerteligt og sagde -"Det ska do endda ha manne tak for, Jens - nær a får min pi'f sold, vila gi en swåt!" Nogle andre mænd syntes, at det var sært, at Jens ville sidde og drikke med Mads Kat, men, bemærkede manden, da han fortalte mig dette træk: -"Det ræjnt a et - Mads vil liså gja'n ha æ brændvin, som a will!"